Den Blå Port 68/69

Et nyt og gråmeleret dobbeltnummer af Den Blå Port er på gaden, det ser ud til at være spækket med gode sager. Men selvfølgelig læser jeg lederne først, begge to. Den Blå Port har i de sidste par år virkelig taget lederne alvorligt, de forsøger at sprænge rammerne for hvad der kan skrives om i et litteraturtidsskrift, eller måske er det litteraturen de tager alvorligt ved igen og igen at pege på at den har noget med resten at gøre, ikke så lidt endda, hvorfor skulle man ellers beskæftige sig med den?! I det nye nummer begynder en samtaleserie om at have noget på spil. De første to der har det er Hans Otto Jørgensen og Pia Tafdrup. De taler blandt andet om ”levet liv” som forudsættende underlag for at kunne skrive god litteratur - et uddrag af Portens første leder:

”(…) Man skal udnytte sit liv til at gøre sig erfaringer, der på én gang er kvalificerede og kvalificerende. Når tidsånden dikterer, at vi skal ’leve livet’ ved at sætte det på spil, så mener den, at vi først lever, når vi kastes ned i tilværelsens afgrunde, eller kaster os ud over sneklædte bjergsider, eller ind foran det frembrusende tog. Hvis ikke dit liv har været på kanten af sammenbrud, ja, så må du selv få det derud. Ellers erfarer du ikke noget. Så er dit liv jo helt uvirkeligt, nærmest ulevet.”

”(…) Har man en vis erfaring med de litterære former, så genkender man figuren. Det er de gamle krav til novellen: at den skal indeholde et afgørende omslag, der definerer hele teksten, som nu har sneget sig ud af novellegenren og er blevet målestok for livet selv. Det rammer nu al litteratur som en boomerang. Katastrofen, det afgørende vendepunkt, er ikke længere et middel til at komponere en god historie, men er blevet et krav til det virkelige liv, og derfor også til en virkelighedstro litteratur.”

Portens anden leder følger op på spilleriet og det levede liv, i den kan man læse om Pablo Henrik Llambías’ seneste roman Et ukendt barn (2005) overfor Tove Ditlevsens Gift (1971), der står blandt andet:

”(…) Begge forfattere kiler sig ind i det eksplosive felt, der findes et sted mellem den private historie (bekendelsen?) og så den fokuserede og altid løgnagtige fiktionalisering. Og dér, lige netop dér bliver det muligt for dem at beskrive hvordan undtagelsen er almindelig, katastrofen gennemtrængt af rutiner.”

Derudover to nye digte af Peter Nielsen blandt andet. Rock’n roll!