Livsstil

Hvorfor taler vi ikke om andet end prisen på boliger, nye køkkener, gode madvaner, dyre køkkenredskaber? Den politiske poesi er tilbage.


Livsstil hedder Thomas Bobergs nye digtsamling, den er netop udkommet. Bogen har fået en hel del opmærksomhed med på vejen, ikke mindst digtet Debutantens sidste digt, der slutter: ”Jeg vil kun skrive et eneste knaldhårdt digt/for den tavshed I har proppet med jeres livsstil/jeg aldrig mere skal høre om i reklamerne I finansierer.” Digtet er henvendt til dem der knaldede ud til The Clash og rejste til Marrakesh i 70’erne; men nu sidder velbjergede, angste for omverden, de fremmede og for at miste sine privilegier.

”Det hele handler om at rage til sig. Vi sidder på vores grunde og i vores sommerhuse og yngler penge. Vi er blevet et samfund af grundspekulanter," sagde Boberg for nyligt i et interview. Boberg er ikke den eneste digter, der sender frådende bredsider imod forbrugerismen, den stadig eskalerende markeds- og tingsliggørelsen af alt, en frustration over at alt tilsyneladende drejer sig om penge og næsten intet om holdninger og værdier. I de sidste par år er der udkommet en del digtsamlinger der igen og frontalt forsøger at gå ind i det område man kunne kalde politisk. Udover Thomas Boberg, er det digtere som Lars Skinnebach, Peter Laugesen, Ursula Andkjær Olsen og Katrine Marie Guldager. Det er ikke partipolitik det handler om, ikke flad propaganda eller rask bestillingsarbejde, ikke PR. Digtning handler ikke om at argumentere godt for en sag, som Erik Svendsen har skrevet, men derimod om at bruge sproget forførende og med uventede formuleringer at sige noget, som burde være almenviden, men ikke er det.

Det er jo indlysende rigtigt at det utrolige boligmarked oversvømmer alting, er sluppet ind overalt, alle taler om det, enten har de selv eller gerne vil have, det fylder æteren på tv med diverse det-kunne-være-dig-programmer. Vi vil have samtalekøkkener og finansierer det med endnu et lån i husets stigende friværdi – hvis man altså har et hus. Boligpriserne er for alvor, det vil vi se om nogle år er jeg sikker på, ved at opdele Danmark i dem der nåede at komme med på vognen, på toget før det kørte, og dem der ikke gjorde. Dem der nu sidder i en bolig der stiger 25 procent plus i værdi om året, og dem der, hvis de er heldige, sidder i deres almennyttige lejligheder, dem der endnu ikke er blevet solgt til private og som jo trods alt er til at betale. Men ikke til at optage forbrugslån i. Værre er det for dem der ikke har noget, for dem der er færdige med deres uddannelse som politibetjent, skolelærer, sygeplejerske, og ikke har råd til bo ikke engang i udkanten af forstæderne til Århus eller København.

Samtalekøkkenet er i sig selv en naturlig og logisk følge af – skal vi bare kalde det en kapitalistisk udvikling, hvor det meste handler om penge og effektivitet. De fleste ønsker sig et samtalekøkken for at være mere sammen med familien, når man endelig har muligheden for det, man ønsker at få noget ud af tiden, den dyrebare, man rationaliserer den, effektivisere privat- og familielivet, så man kan få nået mest muligt på kortest mulig tid, og der derfor vil være endnu mere tid til at arbejde, holde hjulene i gang, og samtidig leve det tilsyneladende gode liv med bløde værdier. Vin og venner i weekenden. I et fjernsynsprogram for nylig hørte jeg en sociolog tale om at efter køkkenet er gået fra at være kvindens domæne, skjult eller i det mindste afskærmet fra spisestuen, det var i stuen man spiste, i stuen det fine porcelæn stod, efter at køkkenet er blevet åbent, man har slået væggene ned og sidder derude og taler imens der koges og brases, er det typisk manden der har indtaget det. I hvert fald i weekenden når der er besøg. Og standarden i køkkentilbehøret har ændret sig markant, knive og gryder og lamper og pander og skabe og alting skal nu ikke længere primært eller kun være funktionelt, det er blevet statussymboler, det skal være smart. Le Creuset-gryder over gassen og som minimum Globalknive til at findele den økologiske salat. I hverdagen gør man noget andet, der har man ikke tid til at lave mad. Man hører hele tiden om hvordan vi i Danmark bruger rekordstore beløb på udvidelsen af vores køkkenlandskaber og at den stigning er omvendt proportional med tiden vi bruger i de køkkener. Vi har aldrig haft mindre eller brugt mindre tid på at lave vores egen mad. Vi har aldrig været mere stressede. Kun 10 procent af de veluddannede 30-45-årige mener ikke at de er stressede, kunne man for nylig læse i Information.

Boligmarkedet, huspriserne, renten, den historisk lave rente, friværdien, det er alt sammen en virus der har angrebet vores sprog og vores hjerner. Danmark har en historisk god økonomi, og samtidig skærer vi på ulandshjælpen, hvorfor taler vi ikke om dét? Og grundlaget for Irak-krigen, ærlig talt, er der nogen der gider at høre mere om det?! Nu må vi se fremad, som vores statsminister siger og får lov til at sige, det er åbenbart ikke noget man behøver at diskutere.

En kritik af den poesi der prøver at tage nogle af de diskussioner på sig, kan lyde at den er forudsigelig eller – uhh, skældsord – at det er politisk korrekt at sige den slags, overhovedet at ville tale om det, men forudsigeligheden ændrer vel ikke noget i sig selv. At påpege at det offentlige rum er gennempornoficieret, at kritisere det, kan stadig være en rammende og vigtig kritik selvom man har hørt den hundrede gange før. Folk er tilsyneladende så bange for at være pæne, for at være politisk korrekte, for at opføre sig nogenlunde ordentligt, hvorfor? Og skulle det nu være politisk korrekt at tale om at der er andre værdier end penge, at der er andre ting der er vigtige? Tolerance, åbenhed, humanitet, frisind, ytringsfrihed for eksempel? Tværtimod lader det politisk korrekte klima i disse dage til at dreje sig om selvtilstrækkelig og angst nationalisme, om at vi må stramme op, lukke af, have mere overvågning af borgene, hårdere straffe, ikke tolerere noget som helst.

Et andet digt fra Livsstil lyder: ”Jeg begyndte at drømme om Europa/som om det havde været sidste udkald/fordi jeg absolut/skulle læse om de seneste ulykker./Altid at blive mindet/om menneskets kranke skæbne,/og jeg som hverken tror på skæbnen/eller ministerens globale visioner/båret af kapitalens/digitale bølge der skyller sandhed/og våben/hvortil det kan betale sig./Hvor indlysende kan det blive?/Ikke fordi det gør den store forskel/for den der har penge til brød, øl og aviser/og en stille død/reserveret på et hjem for de gamle./Jo, livet er et mirakel for den som ikke dør.”

Vi må tale om det der sker, hvor indlysende det end kan forekomme, det er ikke nok bare at se på billederne af terroraktionerne og mindes katastroferne og deres ofre, hvis ikke vi også reflekterer over hvorfor det sker. Dér kan den politiske poesi, eller hvad vi skal kalde den, komme ind; poesien handler om de her ting på en anden måde end tv-avisen og statsledernes taler gør det, den arbejder i en helt anden form, kan kile sig ind i den blinde og benhårde funktionalitets sproglige sprækker.

Poesien er et sted man kan være, et andet sted, et andet sprog, der ikke arbejder på markedsvilkår, der ikke indgår så direkte i de status- og nyttesystemer som så meget af det omgivende samfund tilsyneladende har overgivet sig til, poesien forsøger ikke at sælge dig noget, ikke når du først har købt bogen, og selv den kan du – endnu – låne gratis på biblioteket.