Det er en kunstnerisk udtryksform, som nogle mennesker behersker, fordi de har et kunstnerisk talent, og som mange flere kan sætte pris på, kan opleve, fordi det handler om noget, som vedkommer dem, og det foregår i et sprog, som de forstår.

I anledning af lukningen af Rosinante får jeg lyst til at dele den kronik jeg skrev i 2005 (trykt i Politiken og norske Morgenbladet); anledningen var Morten Hesseldahls – hvad skal vi kalde det – mord på eller omsktruktureing af L&R, hvis efterdønninger forlaget i nogen grad stadig kan sige at kæmpe med. Dengang fik det blandt andre Kristina Stoltz, Thomas Boberg, Harald Voetmann, Peter Nielsen og mange andre til at forlade forlaget i skuffelse og vrede – som Dennis Gade Kofod nu annoncerer at han vil forlade Rosinante – alle de ovennævnte gik dengang til Rosinante og Gyldendal. Det er bemærkelsesværdigt som historien gentager sig – bortset fra at der nu er færre boghandlere og biblioteker, end der var for 14 år siden.

Avantgarde og kitsch
Af Martin Glaz Serup

”Masserne har altid været mere eller mindre ligeglade med en kultur der er under udvikling. Men i dag afvises en sådan kultur også af dem som den egentlig tilhører – den herskende klasse. For det er hos de sidstnævnte at avantgarden hører til. Ingen kultur kan udvikle sig uden et socialt grundlag, uden en indtægtskilde.” Sådan skriver Clement Greenberg i sit berømte essay Avantgarde og kitsch fra 1939. Retorikken kan muligvis forekomme lidt bedaget i dag; med ’den herskende klasse’ forstår Greenberg ”de velhavende og de dannede”, og det er dem han mener der vender ’avantgarden’ – den seriøse, nyskabende og ambitiøse kunst – ryggen, så meget snart vil alt der er tilbage i det kulturelle landskab være kitsch.

         Så slemt er det alligevel ikke gået, ikke i Danmark. Hvis man tager litteraturen som eksempel, har de såkaldt ’smalle’ bøger af den slags Greenberg ville kategorisere som ’avantgarde’, overlevet i en kompliceret og skrøbelig alliance imellem forlag, biblioteker, boghandlere og statsmæcenat. Forlagene, i hvert fald de største af dem, har udgivet den slags bøger på trods af de meget ofte er tabsgivende eller i heldigste fald når break-even, udfra en betragtning om litterær kvalitet og fordi man har villet opdyrke vækstlaget. Det er en kostbar og langsigtet affære, og som forlægger kan man ikke være sikker på at den kontante belønning i form af et bredt folkeligt gennembrud nogensinde kommer. Når det alligevel har kunnet lade sig gøre, skyldes det at særligt bibliotekerne har indkøbt relativt meget af den litteratur der blev vurderet til at være af høj kvalitet, og fordi mange boghandlere tog bøgerne hjem selvom det ikke har været videre rentabelt for dem, men for at have et velassorteret udbud. Sådan er det ikke længere. Markedet for de ’smalle’ bøger er på alle måder presset. Jeg talte for nylig med en forlægger, der fortalte mig at det ikke er usædvanligt at boghandlerne samlet set ikke bestiller mere end 40-50 bøger hjem, hvis det drejer sig om lyrik. Med 40-50 eksemplarer spredt ud over hele landet, skal man virkelig gøre sig umage for at støde på den slags bøger i butikkerne. Eller man skal vide hvor man skal gå hen.

         Bibliotekerne er ligeledes presset – med de elektroniske udlånssystemer kan man hurtigt få overblik over hvilke bøger der er run på, og på hvilke efterspørgselen er mindre. Det ser ud til at bibliotekerne i disse år i højere grad køber ind efter et udbud/efterspørgsel-parameter og altså mere eller mindre arbejder på almindelige markedsvilkår (i konkurrence med boghandlerne?). Hvis det er rigtigt ser bibliotekerne altså i stigende grad sin opgave som købmandens, der skal sørge for at hylderne bugner af det kunderne vil have, og masser af det, og ser i mindre grad sin rolle i samfundet som for eksempel en kulturbærende institution der først og fremmest skal indkøbe efter den diffuse betegnelse ’kvalitet’, diversitet og først derefter, efter efterspørgsel. Ved siden af det kom der for nogle år siden en lov der ligestillede alle medier, men uden at der i samme bevægelse blev tilført bibliotekerne flere midler. Det betyder reelt at der er færre penge til bogindkøb. Det er ikke ualmindeligt at en digtsamling har et samlet salg til bibliotekerne på omkring 40 eksemplarer. Sommetider det halve. Hvor mange af de bøger er mon stadig til at få fat på om 20 år, det kunne man også tale om, hvis man for eksempel ønsker at diskutere bibliotekernes forpligtelser i forhold til den danske kulturarv.

         For nylig meddelte Danmarks tredjestørste forlag, Lindhardt og Ringhof, at det er blevet for dyrt for forlaget at udgive de ’smalle’ og eksperimenterende bøger, og at de nu vil skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser de kan tjene penge på. Det efterlader reelt Danmark med kun to veletablerede forlagshuse, der stadig vil påtage sig at udgive den eksperimenterende litteratur, der aldrig vil komme i nærheden af at være en økonomisk succesforretning. En stor del af udviklingen af og arbejdet med sproget og litteraturen overlades således til de ikke-kommercielle undergrundsforlag som Arena, adressens forlag og Basilisk, der alle er afhængige af gratis arbejdskraft, er drevet fra kælderlokaler og private lejligheder og som oftest udgiver oversat litteratur, fordi det er lettere at få den fondsstøtte til, som er absolut nødvendig for at en udgivelse kan realiseres. Og boghandlerne køber endda endnu færre titler ind fra disse småforlag. Man aner nok en ond spiral.

         Clement Greenberg skriver at ’avantgarde’-litteraturen altid vil have et begrænset publikum i første omgang, men at ’den sande kunst’ er nødvendig, hvis ikke det hele skal forvandles til kitsch, som han definerer som: ”populær, kommerciel kunst og litteratur med deres flerfarvetryk, ugebladsforsider, illustrationer, annoncer, triviallitteratur, tegneserier, popsange, stepdans, hollywoodfilm osv. osv.” Man kan selvfølgelig mene alt muligt om Greenbergs strenge skelnen mellem kitsch og kunst, teksten er skrevet i en anden tid. I de 66 år der er gået siden essayet først blev publiceret, har vi blandt andet haft popkunsten, som Greenberg delvist og ubevidst leverer en udmærket beskrivelse af ovenfor. Han skriver også om den måde kitsch opfører sig på generelt, at den er afhængig af en ’fuldt udviklet finkultur’, den kan hægte sig på og udsuge, udvande og genbruge i en ufarlig og let underholdende cocktail. Det er derfor, skriver han, at ingen så meget som løfter et øjenbryn, konfronteret med den kunst eller de formelle eksperimenter, der satte generationen før på den anden ende. Den proces går nok hurtigere i dag end i 30’erne; tænk for eksempel på Lars von Triers brug af håndholdt kamera og abrupt klipning i Riget. De teknikker er i dag for længst gledet ind i mainstreamkulturen.

         Man kan spekulere over om der overhovedet vil være en ’fuldt udviklet kultur’, en skriftkultur der er tidssvarende og af høj kunstnerisk kvalitet, i Danmark om en generation eller bare om 10 år, hvis udviklingen får lov til at fortsætte som nu. Man kan også spørge til hvorfor man som nation ønsker at støtte den fortsatte videreudvikling af en national kultur, eller om man overhovedet gør det og i positivt fald, hvilken type kultur man bør støtte? Dansk Folkepartis kulturordfører, Louise Frevert, mener i hvert fald ikke at det er statens opgave at støtte en kritisk kunst – igen er Lars von Trier eksemplet.

         Hvad mæ’ kulturen? kunne man spørge, som Poul Henningsen gjorde det i sin lille bog af samme navn i 1933. PH ser en aktiv kulturpolitik som nødvendig, for at kunne modstå et totalitært regimeskift, hvis for eksempel de økonomiske omstændigheder lægger op til et sådant. Han raser over at ingen af de politiske partier har en seriøs, ambitiøs kulturpolitik. Han skriver blandt andet: ”Saa meget kan vi vel altsaa sige, at mens de parlamentariske partier hidtil har staaet uden kulturprogram til skade for, hvad de kæmper for, arbejder baade Sovjet, Hitler og Mussolini paa kulturfronten – udfra modsatte forudsætninger ganske vist, men alle med den praktiske politiske forstaaelse, at man kan ikke lade nogen side af samfundslivet ligge.”

         Det står næppe så grelt til i Danmark i dag, men måske er det på tide igen at tage en principiel debat om hvad vi skal med ’avantgarden’, om vi overhovedet vil have den og i positivt fald, hvordan vi sikrer dens overlevelse.

”Typisk dansk krishantering”

– her –

Øverste Kirurgiske begynder igen at udkomme – nummer 53 udkommer 27/9!

Endnu er dagen ikke spildt

– den 22. oktober –

Marko Niemi

(1974-2019)

RIP

– here –

reading at Audiatur 2013

Literature and Formats

Symposion on University of Copenhagen

Nov 15-16, 2019

Færgen er i havn om få stavelser

Jeg er først lige selv blevet opmærksom på Lars Movins bog om Jens Birkemose og Dan Turèll (udkommet tidligere i år på forlaget Bangsbohave); den stod og stirrede på mig, bogen, på Valby Bibliotek, så jeg bladrede, og det lader til at være en skatkiste. Nu ved I det også. Hvis ikke I allerede vidste det, altså.

Elsebeth Jøgensens

Ekko fra Esrum

M.A. Numminen sings Wittgenstein

Wovon man nicht sprechen kann

darüber muß man schweigen

[Kiitos til Stella Parland]

Asger Schnack 

om 

DET

hele

omkring 55 minutter inde

HER

Fragmentos del poema Verano,

de Johannes Göransson

Danske litteraturfestivaler og bogmesser i 2019

– oversigt her –

Bøddelklubben!

– her –

Poesifestivalen Ny gås på Kulturhuset Korpen i Skinnskatteberg

 

 

Lördag den 12 oktober arrangerar Chateaux poesifestivalen Ny gås på Kulturhuset Korpen i Skinnskatteberg. En dag där poeter, konstnärer och publiceringsaktivister deltar med poesiläsningar, performances och redaktionella presentationer.

 

Medverkande: Luc Bénazet (Frankrike), Beata Berggren, Heata-Beana, Helena Eriksson, Anna Hallberg, Martin Högström, Lina Nordenström, Marie Silkeberg, Jørn H. Sværen (Norge), Peter Thörneby och Adam Westman.

 

Under festivalen har Chateaux dessutom release för poesiboken Min vän träd av Lorine Niedecker i översättning av Beata Berggren, samt för sjätte numret av poesitidskriften CHATEAUX och kritiktidskriften Collwood Villa.

 

Lördag 12 oktober 2019 kl. 12–19

Kulturhuset Korpen, Köpingsvägen 11, Skinnskatteberg

Språk: svenska, norska, franska

Fri entré

 

Välkommen!

Blumen für Otello

Hörspiel  

Über die Verbrechen von Jena

von Esther Dischereit 

– HIER –

AHAB freut sich auf eine lange Lesenacht mit:
 

Martin Glaz Serup (Kopenhagen)
Nathalie Keigel (Hamburg)
Bernd Lüttgerding (Brüssel)
Ayna Steigerwald (Hamburg)
 

Lesungen auf Deutsch und Dänisch  

Trinkpause und Büchertisch
Moderation: Jonis Hartmann

www.langenachtderliteratur.de

gefördert von der Hamburger Behörde für Kultur und Medien

Charles Reznikoff

fyldet 125 år i går

bare så I ved det!