»Åh, gid det var performance,« beder man igen og fristes til at ryste
hele essayet af sig, fordi det er så lavt og usammenhængende i sin
argumentation, at det ikke fortjener mere opmærksomhed. Det ville jeg
også gøre, hvis ikke jeg genkendte tonen fra så mange andre indlæg, hvor
det stadigvæk er helt legitimt at beskrive kvinder generaliserende og
nedladende. Jeg kender den fra Jes Stein Pedersens jeremiader i
Politiken over, at 8 ud af 14 kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris
var kvinder, som oven i købet dristede sig til at skrive om kvinder.
Jeg kender den fra Anne Sophia Hermansens evige udfald mod kvindelige
skribenter, som kun skriver med livmoderen. Jeg kender den fra de
mumlende spekulationer om, hvorvidt de danske kvindelige forfattere kun
bliver promoveret, fordi de gør sig så godt på billeder. Nedgørelsen af
kvinder, som drister sig til at være skabende og tænkende væsener på
linje med mænd, er stadig godt stof. Om en måned fejrer vi 100-året for
kvinders valgret, og ligesom så mange andre af Danmarks skrivende
kvinder vil jeg med garanti blive ringet op og få spørgsmålet: »Er der
overhovedet brug for kvindekamp i dag?« Med Mette Høegs indlæg i
baghovedet vil jeg svare: »Ja!«
- fra
Johanne Mygind, der i
Weekendavisen skriver om
Mette Høegs artikel fra sidste uge -
Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans. Mygind skriver om hvordan Høeg må "hugger hæle og klipper tæer som sjældent set for at få sin kvindefjendske litteraturkritiske kabale til at gå op"; det samme må man tænke gør sig gældende for Myginds egen redaktør, litteraturredaktør på Weekendavisen
Johannes Baun, der har valgt at trykke indlægget - på forsiden af litteratursektionen og med forsidehenvisning; og på den måde har tvunget hele det litterære Danmark til at forholde sig til den. Hvorfor? Velsagtens for at få lidt gang i den? På
TV2 fortæller Mette Høeg om at de kvindelige diskuser gerne må være der, men at de fylder uforholdsmæssigt meget. I øvrigt er det vel ikke et problem at hun nævner specifikke eksempler for sin kritik, tværtimod; problemet er det hun siger om dem, vil jeg mene. I
Politiken skriver førnævnte
Jes Stein Pedersen i øvrigt at Høegs indlæg er "et af de mest kvindefjendske indlæg om dansk litteratur jeg nogensinde har læst."
Indlæg
