CJ Martin and Julia Drescher Need Your Help
6 timer siden
Ingen kan gå alene- Peter Laugesen i Frø og stængler (1988)
altid i mørket her
i det flakkende skær
fra satellitterne
Nogen skal være med
Ingen kan gå alene
uden at fare vild
og ind igennem sigselv
styrte ned i glemslens
overbelastede kredsløb
hvor alle billeder på en gang
brænder i udspilede pupiller
kransede huller
der levende åbner og lukker
Ingen kan gå alene
altid i mørket her
Ingen kan gå alene
Ingen kan gå alene
Altid i mørket her
Altid i mørket her
(...) al den død- fra Inger Christensens Digt om døden (1989)
et almindeligt menneske
selv skal igennem
i løbet af sit liv (...)
Relationel antagonisme og skandinavisk blogfejde lyder herligt hårrejsende: Bukh og Zang som macho-tåber - nu også i Norge!
Mere seriøst, norske Martin: jeg kom til at tænke på, at FLS jo som Susanne skriver, ganske rigtigt består af nogle fine og engagerede mennesker, som slalomer udenom den ophidsede debat.
Men som desværre også, kan man sige, slalomer uden om stort set alt andet, fx læsere.
Min tidligere pointe var jo netop, at det er i kløften mellem fora beregnet for 200 inderligt fornuftige mennesker, og scener for 200.000 dybt forskellige læsere, at en stor del af udfordringen findes - altså udfordringen i at opfinde former og fora, som kan, om ikke fjerne, så i det mindste mindske kløften mellem det ene og det andet.
Det er let at være frygteligt saglig i et fagligt tidsskrift, eller som del af en lille vennegruppe der mødes, men det at skulle formidle litteratur på stram deadline til en broget flok på 200.000 stiller selvsagt helt andre krav.
George Orwell har en fin tekst om det at være professionel anmelder, i forstanden een som anmelder ca. 60-100 bøger om året. Læs den før Susanne.
Ovennævnte krav kan og bliver honoreret på mange forskellige måder rundt om i DK og sikkert da også oppe nordpå. Du ironiserer over den manglende bredde i litt.kritikken i Danmark - men jo, der ville jeg tage dig på ordet, og nok bede dig om rent faktisk at undersøge sagen lidt grundigere.
Information kan godt blive lidt infantil ind i mellem - som gammel gombrowiczianer glæder det mig, at umodenheden nu også rammer Norge, og pudsigt nok netop ramler lige ned i klassekampen.
Pacifistiske hilsner
Mikkel BZ
Hvis jeg står- første digt i Inger Christensens debut, digtsamlingen Lys fra 1962.
Hvis jeg står
alene i sneen
blir det klart
at jeg er et ur
hvordan skulle evighed
ellers finde rundt
Det er rent ud forbøffende, så lavt og vagt niveauet er i disse tidsrøvende blogs, særlig når det gælder denne fuldkommen typiske, men ganske håbløse og håbløst "anonyme" personage.
Men også Martin, sic og ak, og selvsagt Tue (Flauberts Martinon op ad dage).
Et par korte ord:
1: præliminært - man skal altid medtænke, at en given journalist fortegner og vinkler en sag; i det konkrete tilfælde havde jeg vanvittig travlt og rablede lidt af mig på mobilen. Jeg mistænkte at vinklen lå fast - og det gjorde den da også, for fuld skrue i Information. Dvs en lettere tendentiøs 100-linjer, der siger at Zang og Bukh er fuldkommen åndssvage....og øh-bøh.
Besynderligt, at ikke flere medtænker det simple forhold, at man altid skal tage en journalists gengivelse med et stort gran salt.
2: nærmer vi os dernæst substansen, fsv der findes en sådan, må den kunne adskilles i flere separate aspekter; a. det normative spm om, hvad en "god kritiker" er, og i præcis hvilke historiske og sociale sammenhænge man ønsker at knæsætte en sådan bestemmelse og fordring (præcis hvilken funktion, og hvilken type funktion, skal en kritiker kunne udfylde?); b. spørgsmålet om, hvad god litteraturkritik er og bør være, i krydsfeltet mellem ideale drømme, og meget konkrete, socio-økonomiske og såk. materielle omstændigheder, hvor fx magtkampe mellem aviser og enkelt-kritikere spiller en ikke uvæsentlig rolle - og altid vil gøre det; 3. spørgsmålet om, hvilken type diversitet, vi med rette kan efterlyse på kritikkens område: præcis på hvilke måder, er det interessant og frugtbart at have meget forskellige slags offentlige kritikere, hvadenten på blogs, i aviser, i tv, på Facebook, etc?).
Og hvad mener vi her med "litteraturen" - skal kritikken især kere sig om den ganske nye og alene danske litteratur, eller skal den orientere sig i forhold til verdenslitteraturen i bred forstand? Hvordan skal kritikken ordne sin relation til poetik, æstetik og litteraturvidenskab?
Og meget mere endnu. Det kunne der være god grund til at diskutere rigtigt - og uden fedtede dagordener og retoriske manøvrer.
Men vi kan inden da bemærke, at alle mulige anonyme kandestøbere af studentikost tilsnit spilder mange ineffektive ord på meget lidt
.....og, tja, vi har nogle udmærkede kritikere herhjemme også, fx Tue, Lilian, jeg selv naturligvis, Bukh også selvfølgelig.
Hvis man ulejliger sig med at læse de gamle, idealiserede skandi-typer, som fx Tom Kristensen, Poul Borum og fx svenske Gunnar Ekelöfs kritik (prøv det), så kan man uden videre argumentere for, at kritikkens niveau uden videre er højnet siden de såkaldt gode gamle dage. Og sammenligner vi med Hallberg og Engdahl fx, står det også glimrende til hertillands.
Med venlig hilsen fra en fuldkommen ikke-anonym MBZ, der takker af efter et ørkesløst besøg i blogosfærens bizart amatøragtige univers. Og nu tilbage til Musil -