Pinleg privat eller ærleg og modig?
8 minutter siden
(...) Hvor gjorde man af alvoren i perioden mellem Heretica og firserne? For selvfølgelig er alvoren lige så uudryddelig som sex, og ligesom sex forsvinder heller ikke dén, bare fordi man skammer sig over den. I den såkaldte tredjefase-modernisme blev alvoren forskudt fra indholdet til højtidelige diskussioner af litteraturens formelle sider (og her var det ingen spøg at 'falde bag om' avantgardens kontinuerlige landvindinger), men ikke mindst blev alvoren deponeret i det politiske, hvor den måske endog kunne dyrkes særlig hæmningsløst på grund af den indbyggede distance, det giver at være alvorlig på andres vegne, hvad man jo typisk var parallelt med sin rolle som cool poet. For var man ved at brække sig over den mindste rørelse i poesien, blev der til gengæld skruet helt op for patosknappen, når talen faldt på arbejderklassen, indianerne og Den Tredje Verden, modsat fyrrer- og firserpoesiens eksistentielle alvor, hvis pinlighed netop hidrører fra denne digtnings kredsen om det skrivende subjekt. (...) Mest røvsyg er troen på, at humoren er et litteraturpolitisk parti, man kan melde sig ind i, en størrelse, man kan indfange, besidde og iføre sig som en personlig identitet, man dog er nødt til konstant at bekræfte ved at udpege tørvetrillere (...)- fra Søren Ulrik Thomsens essay Noget alvorligt i klemme, der kan læses i det kommende nummer af Apparatur, der er et temanummer om 'alvor'.
Jeg ville ønske jeg var Žižek. Žižek kan få alting til at hænge sammen, hvis jeg havde været Žižek, ville jeg nu, lige nu,ligge på et punisk bordel og kneppe om kap med Houllebecque, luderne ville ikke være trafficked, bare glo-ba-li-se-re-de pro-sti-tu-e-re-de - kan du høre det sunget af gregorianske munke, eller måske en kastrat: glo-ba-li-se-re-de pro-sti-tu-e-re-de.- fra Christina Hesselholdts Camilla and the Horse (2008).
Jeg synes ikke, at man kan kalde det en kunstnerkoloni. Det er et arbejdssted, ikke high society og ikke et drømmebillede. Jeg bliver sur over det. Man har så travlt med, hvad kunstnerne gør, og hvordan de bor i stedet for at tale om deres værker, det de skriver, komponerer og så videre. Kunstnerne arbejder, de bor her ikke for sjov. Selvfølgelig er det noget med landskabet, arbejdsroen, billige huse og at komme væk fra presset i storbyen, som nogle bliver trætte af. Men du kan hurtigt komme rundt, og samtidig leve den enkle tilværelse, og det tiltrækker meget.- Marie-Louise Exner i fredagens udgave af Kristeligt Dagblad.
(...)
det er på en el
ler anden trist måde lidt
synd for de døde