Why Rohani?
3 timer siden
Jeg læser altid 2-3-4 bøger på en gang. Nogle gange glemmer jeg dem og genfinder dem med støv under sengen. En gang troede jeg, det skyldtes, at jeg ikke kan holde ud at læse noget færdigt, men det er nok snarere utålmodighed, slendrian, lal. Sigmund Freud: ”Dora, brudstykker af en hysterianalyse”. Jeg elsker at læse Freud. Altså Freud selv. Mere sygt menneske skal man lede længe efter, måden, han monomant er i stand til at finde sine egne symboler i hvad som helst menneskemateriale, er helt igennem fantastisk, og så er han jo også en guldgruppe for fantasi-løse mennesker i dag, hvis man ikke ved, hvad man skal sige, kan man jo altid lede efter en pung, et penalhus og en anal-fikseret trang til vinterbadning i Esrum sø. ”Fordi der er noget farligt indeni.” Jeg har en stor glæde ved såkaldt faglitteratur, historiske værker, og altså også historisk psykologisk litteratur. Fordi den er så tilsyneladende koncis og videnskabelig, men jo altså dækker over seriøs menneskelig forstyrrelse, hos både patient og fortolker. Fed sommerlæsning, jeg læser ham kun på lokum, min kone kan ikke holde min Freud-latter ud. Den er uhyggelig og hysterisk, siger hun, kommer helt nede fra dybet! Men hvad fanden skal man gøre, når der står noget om ”Dora”, ”Hrrr Schreiber” og ”Ulvemanden”. Det er kosteligt simpelthen. Helle Helle: ”Ned til hundene”. Den dame kan skrive så præcist og samtidig så let, at man går fra bogen halvt svævende og uden at være mæt. Hende er jeg jaloux på. Det er jeg også på Thomas Boberg, (som ligger under sengen), de er satans skidegode. Forfattere med tone, gør mig rank. Ja, retter mig op på sløve dåseøls-feriedage. Min hund Sussi er i gang med ”Mesteren og Margarita” af Mikhail Bulgakov, hun har fået den forfærdelige vane at gå ind på mit kontor og nappe bøgerne ud af reolen. Jeg vælger at tro, hun er meget intelligent. Hun bider dem også kun i hjørnerne, som om hun i virkeligheden prøver at bladre, ikke bide. Og (æ)ødelægge.- Jens Blendstrup i Jyllands-Posten i dag i en enquete om sommerlæsning.
Litteraturhistorien är en krönika om betydande hjlälpsamhet. Även om poeter ofta är lika självupptagna som tenorer och sopraner och även om man då och då stöter på en hänsynslöst avundsjuk poet, finns det många poeter som hjälper varandra. Det är en anledning till at poeter inte sällan uppträder som grupp och outtröttligt reviderar varandras dikter, särskilt medan de är unga. De bor nära varandra, och om de måste bo långt från varandra granskar de varandras arbete per brev. Våra bästa diktares samlade verk innehåller rader som deras vänner skrivit. både Vernen Watkins och Dylan Thomas kunde minnas rader de skrivit år varandra och som kritikerna citerat som särskilt typiska för den diktare som inte skrivit dem.- Donald Hall, her i Stewe Claesons svenske oversættelse, i det boglange essay Samtal med Pound (2003), om da den unge Hall i 1960 blev sendt til Italien for at interviewe den aldrende Pound for The Paris Review...
Finske Pentti Saarikoski (1937-1983) er en skandinavisk variant af denne mandlige flæbelitteratur [iflg. Svendsen, den mandlige pendant til chick-litt /mgs]. Hans særtræk, hvis man tager denne frit associativt ynglende strøm af ord alvorligt, er en inderlig forbundethed med den fraværende hustru.- Erik Svendsen i sin anmeldelse af Pentti Saarikoskis Brev til min hustru i Jyllands-Posten.