mandag, december 25, 2006

"(...) Alting kan inddeles i flere og flere kategorier, jo nøjere man ser på det, tænkte han, og omvendt passer ethvert fænomen ind i flere og flere kasser, jo mere overordnet, man tænker det. Tilsvarende er der adskellige navne for hver ting (...)"

- fra Peter Adolphsens Machine (2006)

torsdag, december 21, 2006

Højholts samvittighed / Thomas Kl!ng



På grund af Mads fandt jeg mit eksemplar af Mellem ørerne frem - kataloget fra Museum for Samtidskunsts PERformer-udstilling fra 2004. Der er to CDer indlagt i bogen; og det første nummer på den ene er ganske rigtigt Kunsteren samfundets samvittighed, sendt første gang i radioen den 18. maj 1976. Dagen efter Ulrikke Meinhof begik selvmord, oplyser bogens gode noter. Det er et virkelig fint lille stykke, det begynder (i min egen transkription):

"Samfundets samvittighed, hvorfor lige mig. At være samfundets samvittighed, det er vel alles pligt, og derfor netop ikke kunstnernes. Deres opgave er at gøre hvad ikke alle kan, lave kunst, sådan at det ligesom bliver mere naturligt for folk at være samfundets samvittighed for eksempel..."

Og slutter:

"Kort besked til den digter der lige nu er ved at skrive sit digt om Ulrikke Meinhof: STANDS! Det er allerede for sent, hun er død, hun er færdig med det digt der kostede hende selv og andre livet. Elendige samvittighedssnager - hvordan smager et mord, der ikke er dit eget. Smelter Ulrikke på tungen?

Endnu en kort besked tli digteren: hvis håndklæde hang hun i? Har du set efter i skabet? Ellers gør det ved lejlighed. Du vasker alligevel dine hænder om lidt efter måltidet, ikke? Dit nekrofile svin! Stop et håndklæde i skrivemaskinen og prøv hvordan det er."


Radiostykket varer kun 3 minutter og 51 sekunder, alligevel blev jeg hængende dér foran højtalerne, og hørte hele CDen --- og så var den aften nærmest gået. Nej; jeg fik også Aris Fioretos gode, personlige essay om Thomas Kling med mig - det er indledningen til OEI #24, der kom sidste år, det tyske temanummer: ACHTUNG: ABC-ALARM!

Det er jeg glad for. Så er der noget at sove på.

tirsdag, december 19, 2006

"(...) Kunst har ikke en skid med politik at gøre. Politik har ikke en skid med politik at gøre. Der findes ingen politik (...)"

- Per Højholt i artiklen "Mindst 18 punkter om kunst og politik, mindst!" i Mak nr.3 (1969 (?)).
Lidt om UKON hos Mads, og lidt mere og lidt grundigere om Nørrebro, anarkister m.m. på Englegården.

mandag, december 18, 2006

Syng med!

(ærgerligt for forfatteren Gary Indiana, at Gary, Indiana findes... - mere om den første og Kathy Acker her på bloggen - snart - stay with us! - på den anden side af sangen er der også et kornkammer!)

søndag, december 17, 2006

Jeg har lige læst denne her fine chapbook:



Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive noget mere om den, eller bare noget, men den er god, se selv efter, særligt Linda Nørgaards tekster, men i det hele taget: en fin lille vinterting, en korrespondance, et brev. Få det tilsendt herfra eller måske fra her.
Min norske ven skriver om digtet i en mail:

"sådan! og det verste er vel at mange diskusjoner om politisk kunst ikke har kommet lenger enn at det er et høydepunkt hvis man kan samle seg om Holck-anno-1980! "

Hvad sker der når en digter får til opgave at skrive 40 sider? Endda på tid?

jeg tænker at en ny bog kan opstå her. måske lidt lisom dennis.

åh de ekcentrisk skriblende

og de henvisende.


Der er kommet gang i Krankenheimer Thomsens blog. Linket fandt jeg hos MJM.
Skæbnesang

Jeg hører en underlig sang
fra et vindue
som en skæbne, der synger
med udslaaet haar
i den iskolde gade.

- Ole Sarvig i Jeghuset (1944).

lørdag, december 16, 2006

AIDS-Fondets (poetiske) kunstkalender 2007

Hvad er det lige der sker på Nørrebro, nede af vejen; flere sårede, deriblandt tre politibetjente... Er de ikke meget forkælede og selvcentrerede, disse tåbelige, voldelige aktivister!? Og Dansk Folkeparti på den anden side hegnet, der vil sætte mere magt ind, mere magt og det skal være nu... nu... nu...

Piss for brains?

mandag, december 11, 2006

A Circular Play. A Play in Circles

Møde i Gertrude Stein Selskabet om Steins skuespil

Mandag d. 11. december 19.30, LiteraturHaus, Møllegade 7, kælderen

Årets sidste arrangement i Gertrude Stein Selskabet kommer til at dreje sig om Steins dramatik og de rige muligheder for iscenesættelse hendes dramatiske værker rummer, for de der tager udfordringen op.

Program:

Laura Luise Schultz giver en kort introduktion til Steins dramatik og teaterbegreb.

Teaterinstruktør Petra Holbek og en gruppe studerende fra Teatervidenskab fremlægger deres dramaturgiske arbejde med Gertrude Steins A Circular Play og kommer med deres bud på et forestillingskoncept. Der vil være indlagt en lille performance.


De, der har lyst til at forberede sig lidt på aftenens begivenheder, kan finde A Circular Play i Last Operas and Plays (1949) eller i Ulla E. Dydo (red.) A Stein Reader (1991)

A Circular Play er et af de Stein-skuespil som har været sat op adskillige gange, bl.a. af Judson Poets Theatre i 1968. Instruktøren fra Judson Poets Thatre, Lawrence Kornfeld, har skrevet et essay om arbejdet med iscensættelsen af en række Stein-forestillinger, heriblandt A Circular Play. Læs Kornfelds essay her


Arrangementet er åbent for alle.

Entré: Gratis for medlemmer og 20 kr. for ikke-medlemmer.

Nye medlemmer er velkomne!

lørdag, december 09, 2006

Hvor ville jeg dog ønske
jeg kunne være øm imod dig,
holde dig i hånden
som en frøunge!
Men jeg er sådan i vildrede:
på himlen vokser månen
og i skoven granen
og jeg er ikke sikker på
vi nogensinde når til kommunismen

- Pentti Saarikoski (1971), oversat af Hilkka og Bent Søndergaard.
je ne sais quoi je ne sais quoi je ne sais quoi

Trafikken er uvirkelig - live på Superchannel klokken 10

PRESSEMEDDELELSE

Krogerup Højskole afholder
Livetransmitteret poetisk performance & workshop
Lørdag d. 9. december kl. 10-12.30

med temaet:

TID–SAMTID–SAMTIDIGHED

Der er tiden på uret. Der er cigarettens tid. Eftertankens og erindringens tid. Bevidsthedens og drømmenes tid. Der er ventetid. Sørgetid. Begejstringens tid. Samfundets og samtidens tid og tid der bliver til rum i og uden for os. Hvad sker der, når der går hul på tiden? Bliver den til rum eller lag af tid og hvordan ser de ord? Hvordan kan de fanges med ord? Hvor mange tider er vi i samtidigt? Hvor mange slags tid kan digtet rumme – samtidigt. Det er tid til simultan action: samtidighed som poetisk handling og færdigt digt.

Performere: Martin Glaz Serup (oplæsning af nyt digtmanus) og Neal Ashley Conrad (intro og cut up af udvalgte digte)

Man kan følge med live på nettet og komme med kommentarer til de samtidighedsdigte hver af de fire grupper skaber på steder ud fra de tilfældige cut-up-tekststumper, Neal udleverer til hver gruppe.

Hele seancen bliver filmet og bragt live fra Krogerup over SuperChannel

onsdag, december 06, 2006

LYRIKOPLÆSNING VED LONE HØRSLEV, MARTIN GLAZ SERUP OG PETER H. OLESEN

Torsdag d. 7/12, kl 20, Nordjyllands Kunstskole,

Søndergade 20, 9000 Aalborg.


På Nordjyllands Kunstskole runder vi efterårets arrangementer af med en en lille lyrikfestival med tre af landets skarpeste og mest aktuelle digtere.

Lone Hørslev debuterede i 2001 med digtsamlingen TAK. Siden er digt-samlingen Ærgerligt, ærgerligt og romanen Fjerne galakser er kedelige fulgt efter. Alle er udkommet på Gyldendal. Lone Hørslev modtog i 2004 Michael Strunge Prisen og Statens Kunstfonds 3 årige arbejdslegat i 2006.

Hørslev er uddannet på Forfatterskolen 2001-03.

Martin Glaz Serup debuterede med digtsamlingen Shylas Ansigt i 2002, Året efter fulgte Borgmester Gud efter. Begge på Lindhardt & Ringhof. Senest har han udgivet 4 på adressens forlag.

Glaz Serup er uddannet på Forfatterskolen 2002-04.

Peter H. Olesen debuterede med tekstsamlingen Jeg vil være hvor ikke er (adressens forlag 2004). Senest har han udgivet Apropos alt (adressens forlag 2006). Peter H. Olesen er desuden forsanger i bandet Olesen-Olesen, der til d.d. har udgivet 6 plader og høster stor anerkendelse derfor. Han blev nomineret til en Bukdahls Bet for Jeg vil være hvor jeg ikke er.

Olesen har ingen uddannelse.


Vel mødt, alle er velkomne.

Arrangementet er gratis og støttet af Forfattercentrum.

Audun Lindholm: Hvorfor publicere hvad hvordan?

jeg samler 1 sten op
og lar den falde mod grå jord
jeg har forandret verden

jeg går over sneen
føddernes aftryk ligger tilbage

jeg har forandret verden

fordi jeg berører dig
bevæger du blikket 7 millimeter i min retning

jeg har forandret verden

- Henrik S. Holck (1980)

tirsdag, december 05, 2006

Der er en diskussion i gang på flere af de litterære blogs vedr. aftenens støtteoplæsning i Ungdomshuset i København. Se for eksempel Mads Eslunds og Jens Jacob Toftegaards begrundelse for ikke at deltage.

Peter H. Olesen skriver blandt andet hos Eslunds: "Rart med lidt nuancer i en ellers ret dødsyg sort-hvid debat."

søndag, december 03, 2006

Litlive #40 er ude...

Litlive #40 indeholder anmeldelser af værker af Carsten Jensen, Peter Waterhouse, Gunnar Wærness og Ursula Andkjær Olsen ved henholdsvis Lars Bukdahl, René Jean Jensen, Kari Løvaas og Kristine Kabel.

Litlive #40 byder desuden på den traditionelle kalender, indeholdende oplysninger om oplæsninger i Danmark i den kommende måned.

Vær gerne med til at udbrede kendskabet til Litlive. Man kan tilmelde sig nyhedsbrevet på den tilhørende hjemmeside, www.litlive.dk. Arrangører kan tilmelde sine arrangementer sammesteds. Ligeledes kan man til enhver tid konsultere hjemmesiden for de seneste nyheder angående oplæsninger. Hjemmesiden bliver opdateret løbende.

Såfremt du ikke ønsker at modtage dette nyhedsbrev fremover, kan afmelding ske via hjemmesiden på www.litlive.dk.

Med venlig hilsen,
Mariann Enge, Annelie Axén, Martin Glaz Serup og Pablo Henrik Llambías

lørdag, december 02, 2006

...og et spritnyt nummer af Nypoesi...

Prisregn

Morten Søndergaard og Kirsten Thorup er blandt andre nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i år, ser jeg i en avis, i en anden ser jeg at Bent Vinn Nielsen netop har modtaget Det Danske Akademis Store Pris. (Held og) tillykke!

Nye tidsskrifter...

Nye flotte numre af OEI, APPARATUR og ILDFISKEN (de to første hjemmesider er ikke opdaterede, den tredje eksisterer angiveligt ikke længere?!); papirudgaverne eksisterer - det ser virkelig godt ud - hvem der bare havde tid til at læse noget som helst før 2007!!!

03-12-2006 add-on: Nu virker Ildfiske-linket...

fredag, december 01, 2006