torsdag, september 29, 2005

4 udkommer i dag!



I aften læser jeg op med Thomas Boberg til Kritikersalon på LiteraturHaus i København. Det er klokken 20 - læs mere på Litlive.

onsdag, september 28, 2005

LITLIVE #26

...er på trapperne, denne gang med et temanummer; Politisk litteratur bredt og løst defineret. Anmeldelser af Astrid Fosvold, Martin Larsen og Anna Hallberg - Hallberg skriver om Ambjörn Johanssons radiostykke Lågliv, som man også kan læse på Litlive.

torsdag, september 22, 2005

"Politisk kunst er ikke kunst, hedder det - nuvel, jeg tror ikke nogen vil mistænke mig for at omgås med planer om at opstille til kommunevalget. Men når man lever i et land, der ikke blot har gennemgået et aggressivt systemskifte, men som næsten det eneste i verden indgår i en uhellig alliance med en folkeretsstridig krig og indiskutable krigsforbrydelser på samvittigheden, må man være mere end almindeligt samvittighedsløs eller svagsindet for at søge ly bag poesiens blå blomst."

- Erwin Neutsky-Wulff i et debatindlæg i fagforeningsbladet De Skønlitterære #3
”(…)

Ved nærmere eftertanke: fotografer ikke sjælen.
Fotografer virkeligheden. Som hvis nu
jeg skriver
jeg bor
jeg arbejder
blev til papir og hus og job. Som hvis virkeligheden
for alvor blev virkelig og jeg skriver blev til papir og papir
blev til avis. Og jeg bor blev til hus og hus
blev til ejerbolig. Og jeg arbejder blev til job og job
blev til fabrik. Som hvis jeg skriver blev til avis og avis
blev til debatforum og klummer og nyhedsbureauer.
Som hvis jeg bor blev til ejerbolig og ejerbolig
blev til fradrag og tilsynsrapporter og månedlige ydelser
- alle de numeriske sandheder.
Som hvis jeg arbejder blev til fabrik og fabrik
blev til overenskomst og feriepenge og frynsegoder.
Ja sådan cirka. Som hvis virkeligheden
blev til et sted ved navn X.

(…)”

- Niels Frank, uddrag af digt fra digtsamlingen Én vej der udkommer på Samleren den 27. september.

søndag, september 18, 2005

Proust-spørgsmål

I lørdagens udgave af Politiken, var jeg blevet spurgt om forskelligt til den faste poesibogsagtige klumme, der af en eller anden grund er blevet opkaldt efter Marcel Proust. Sådan her så mine svar ud, før de blev redigeret:

Prousts spørgsmål (Martin Glaz Serup)

Valgfrit spørgsmål:
Deres foretrukne navne?


Flann og Milan er fede navne. (Måske fordi forfatterne Flann o’Brien og Milan Kundera er fede forfattere).

Deres foretrukne beskæftigelse?

Rejse, læse, skrive – sådan kunne jeg godt leve et helt liv; i det hele taget med selv at bestemme hvad jeg ville beskæftige mig med…

Den egenskab De søger hos en mand?
Den egenskab De søger hos en kvinde?


Jeg ved ikke om jeg ”søger en egenskab” hos hverken mænd eller kvinder, men at folk grundlæggende er ærlige er nok vigtigt for mig. At man kan stole på hvad der bliver sagt, er jo ikke det samme som at bede folk om at sige alt de mener om alting så snart de mener det – faktisk er det som regel en fordel at der holdes lidt igen dér…

Deres helte i det virkelige liv?

Jeg har nogle gode venner jeg ser op til for deres gavmildhed og dygtighed, trofasthed og evne og vilje til at være intime i betydningen at tale om det der betyder noget (for dem), men om de ligefrem er mine helte? Måske ved jeg slet ikke hvad en helt er…

Hvad De afskyr frem for alt?

Den umådelige arrogance og selvgodhed, jeg synes bare er eskaleret i den offentlige debat i Danmark igennem de sidste år; det er som om man efterhånden kan sige hvad som helst, så længe argumentet har noget med penge at gøre. Som om penge og forbrug er det eneste kvalitetsparameter vi har tilbage at være fælles om. For nylig så jeg et indslag i tv-avisen der handlede om at regeringen på en eller anden måde har udstedt et dekret om at der skal fyres med dyr naturgas, der frigiver mere C02, end den billigere halm, vi åbenbart har nok af. Begrundelse: ”Det er godt for skattestoppet.” Det kan man sige, og så synes man man ligesom har sagt det hele – i det konkrete eksempel kan det selvfølgelig skyldes dårlig journalistik at den historie ikke blev fulgt grundigere op, men jeg mener rent faktisk at den slags halvargumentation er blevet symptomatisk, man ser den hele tiden alle vegne. Det er fattigt og uhyggeligt.

Deres største fejl?

At jeg udover at være fuldkommen inkompetent til at installere, samle eller hænge noget op, også lader mig gå på af det – jeg bliver så hysterisk rasende over at lortet ikke virker…

Hvem kunne De tænke Dem at være ud over Dem selv?

En anden, en kvinde. Spørgsmålet er om man overhovedet er i stand til at forestille sig hvad der sker i andre mennesker, det kunne virkelig være spændende (og sjovt!) at gæste en anden krop med et andet sind – når den slags turisme bliver en realitet, står jeg i kø.

Deres drøm om lykken?

Rejse, læse, skrive – og have min kone og vennerne og vinen og børnene og barnepigen med på den rejse. At have en barnepige!

Den naturlige egenskab, De gerne ville have?

Jeg ville gerne være hurtigere til at læse, så jeg kunne læse endnu flere bøger. Og kunne flere sprog (hvis det er en ”naturlig egenskab”), som jeg så kunne læse dem på.

Det primære træk ved Deres karakter?

Entusiasme, håber jeg.

Deres sindsstemning netop nu?

Stresset; jeg sidder i køkkenet på mit arbejde for at besvare de her spørgsmål inden deadline, og jeg skal have forberedt et møde der begynder om halvanden time.

Deres devise?

Tja, i øjeblikket er det nok noget med ”Ind med sutten, op med humøret!” Det får jeg ret tit brug for med mine tvillinger, der bruger jeg den helt konkret, men det kan da godt være den også kunne fungere mere overført, tænker jeg lige nu, men det kan jeg ikke rigtig gennemskue. I det hele taget ville jeg hade at blive sådan en gammel cerutlugtende knark i en øreklapstol, der altid kom med belærende ”deviser” når oldebørnene kom på besøg… ’Som jeg altid har sagt, man skal (ikke)…’

tirsdag, september 13, 2005

Vi er blevet klarsynede!

”Vi siger ikke mere, sådan som i de naive tider: ’Det og det mener jeg, hvad kan De indvende mod det?’ Vi er blevet klarsynede. Vi har erstattet dialogen med communiqueet. ’Det og det er sandheden,’ siger vi. ’I kan godt diskutere det, det interesserer os ikke. Men om nogle år har vi et politi, som kan vise jer, at jeg har ret.’”

-Albert Camus, Faldet (La Chute, opr. 1956)